Graviditets & fødselsberetning 1.del





Under min graviditet fik jeg utrolig meget godt ud af at læse og lytte til andres fødselsberetninger. Både de fødselsberetninger, hvor alt gik godt - men også de lidt hårdere fødsler.

Gennem andres beretninger følte jeg mig mere klædt på til at skulle føde min søn.

Klædt på til det uvisse. For hvem ved, hvilken drejning en fødsel vil tage?

Fordi jeg har fået meget godt ud af at læse andres beretninger, vil jeg også gerne dele min i håb om, at kunne give lidt af det tilbage, jeg fik igennem de mange beretninger jeg har læst/lyttet til - og endda set filmet.


Men inden jeg tager jer med ind til fødslen af min søn, så vil jeg gerne tage jer med tilbage til min graviditet og nogle af de fravalg/tilvalg som vi valgte at tage, og som jeg mener har en stor betydning for, hvordan fødslen af vores søn endte ud med at være.


Tidligt i min graviditet oplevede jeg en del angst over at være gravid. Faktisk i så høj grad at jeg nærmest ikke kunne forbinde mig til det faktum at jeg var gravid, før langt henne i graviditeten. Ved første lægebesøg sad jeg grædende og fortalte om min angst - og fik af vide, at det var noget jeg skulle snakke med min jordemoder om. (som jeg jo så først havde en samtale med 8-9 uger senere….)

Da jeg ikke følte at samtalen ved lægen gav mig mere ro, så besluttede min kæreste og jeg os for at tage på en privatklinik og få lavet en tryghedsscanning i uge 10. Her så vi liv for første gang, hvilket var en fantastisk og betryggende oplevelse. Vi fejrede det med en lækker brunch på Side-car og ro i sjælen. Roen i sjælen varede heldigvis ved, til vi skulle til nakkefoldsscanningen - selvom jeg nåede at få svedige hænder og en følelse af angst i bilen på v(som egentlig gik rigtig godt for der var intet at bekymre sig om … men det var en dårlig oplevelse pga. personalet der udførte scanningen.) Nakkefoldsscanningen kunne ligesom tryghedsscanningen give mig nogle uger med ro og dulme angsten. Men lige så stille sneg angsten sig ind på mig igen. Så i uge 17 fik vi lavet endnu en tryghedsscanning på en privatklinik og ugen efter havde jeg så endelig samtalen med jordemoderen. Samtalen var en telefonisk konsultation og vi havde 15min. I løbet af de 15 min. nåede jeg tre gange at give udtryk for min tilstand. Jordemoderen var mere interesseret i om mig eller min kæreste tog stoffer - og da der var gået 12½ minut og hun var færdig med hendes spørgsmål. I løbet af de 12½ minut følte jeg mig ikke mødt i forhold til mine bekymringer. Jordemoderen spurgte så, med en lidt stresset stemme (og jeg var velvidende om at vi kun havde 2½ minut tilbage) om jeg havde nogle spørgsmål. Jeg nåede at sige “nej ikke sådan … men ..” også afbrød hun mig og sagde “Godt, du har næste samtale d. x dato. Kan du have det godt så længe”. Og så blev der lagt på. Og så stod jeg der. Jeg følte mig på ingen måder mødt, set eller hørt. Derefter begyndte jeg at overveje om det bare er mig, der er lidt ekstra sensitiv og skrøbelig. Så jeg prøvede at begrave mine følelser og tænkte at jeg hellere måtte “tage mig lidt sammen”.


Uge 20 kom sammen med misdannelsesscanningen - hvor igen alt så fint ud, men oplevelsen på hospitalet var endnu engang ikke særlig rar. Vi følte os igen mødt af et stresset personale, som virkede irriteret, hver gang vi spurgte om spørgsmål. Situationen med C O V I D gjorde det heller ikke nemmere eller sjovere. Justin skulle vente ude i bilen, imens jeg sad i venteværelset. Når jeg blev kaldt ind, så skulle jeg ringe til Justin, for at han så kunne komme op i scanningslokalet. Personalet var nærmest begyndt at scanne mig, inden Justin nåede op i lokalet. Da vi nåede uge 22 begyndte jeg for alvor at mærke liv, som gav mig mere ro i sjælen - for så vidste jeg at han var okay.

I uge 25 begyndte jeg at opleve graviditetsrelateret bækkensmerter og jeg bookede en massage tid hos Lykke. Lykke er både jordemoder, psykoterapeut og massør, med speciale i graviditet og efterfødsel. (find mere info om Lykke her) Hun indledte med en lang samtale om min graviditet indtil da og jeg fortalte hende om at jeg havde oplevet starten som svær. Under samtalen følte jeg at jeg for første gang i løbet af 25 uger åndede ud og mine skuldre kom væk fra ørerne. Jeg følte mig her både mødt, set og hørt. Og jeg husker at jeg gik væk derfra og tænkte “nå, det er sådan her det skal føles at tale med en jordemoder”. Lykke gjorde det klart for mig at man ikke skal tage sig sammen i sin graviditet. Som udgangspunkt er alle gravide ekstra sensitive og skrøbelige når de gennemgår den KÆMPE forandringsproces som det er at skabe og bære et liv. Dagen efter min tid ved Lykke havde jeg igen en tid ved min læge. Her sad jeg igen og græd. Mest fordi jeg var frustreret. Ved lægen aftalte vi at jeg skulle prøve at rykke fra et hospital til et andet i Københavns kommune. Mest bare for “at starte på en frisk” ved at flytte mig fysisk. Den ide kunne jeg godt lide. Så jeg gik hjem og fik ringet til det hospital jeg var tilknyttet til. Jeg fortalte dem, hvordan jeg havde det og at jeg ønskede at rykke til et andet hospital. Hende jeg talte med lød ikke helt tilfreds over, hvad jeg fortalte hende - men svarede alligevel “jeg vil sende en ansøgning afsted”.


Jeg ved ikke helt hvorfor og hvordan, men det gik min næse forbi at jeg allerede havde fået svar på ansøgningen, dagen efter. Men et par uger efter - stadig håbefuld for at kunne skifte, så gik jeg ind på eboks og så at der var kommet et svar. I mailen stod der “Vi kan desværre ikke imødekomme dit ønske, og vi fortsætter forløbet som planlagt.” Lige der, i nogle timer brød min verden lidt sammen. Jeg kunne virkelig mærke mit behov for at flytte mig fysisk og starte på en frisk.

Min kæreste og jeg gennemgik alternative løsninger og mulighed for et videre forløb. Vi ønskede begge, for alt i verden at resten af graviditeten skulle gå fredfyldt og nemt, uden for mange bekymringer. Det vigtige for os begge var at vi følte os trygge. Tidligere i graviditeten havde vi kigget lidt på Roskilde fødeklinik, men af en eller anden årsag havde vi tænkt at det ikke var en mulighed. Men efter at have modtaget den mail, så gik jeg i handle-mode. Og var meget besluttet på at graviditeten og fødslen skulle være en god oplevelse - koste, hvad det ville.

Om aftenen skrev jeg en mail til Roskilde fødeklinik, som dagen efter ringede mig op. Vi blev inviteret til at komme på besøg i klinikken. Roskilde fødeklinik er en gratis privat klinik, der bliver betalt af Region Sjælland. For at kunne flytte til fødeklinikken, så skulle vi også flytte til Roskilde Sygehus, som ville blive vores backup sygehus, hvis vi skulle få brug for det.

På fødeklinikken er de FØDEAKTIVISTER. De går ind for at fødsler, skal være en god oplevelse og vil gøre alt for at klæde deres fødende på til en god fødsel. Vi skulle ikke bruge mange minutters overvejelser for at vi havde besluttet os, at vi gerne ville rykke til fødeklinikken. Dette føltes som en kæmpe lettelse og vi var ikke et minut i tvivl om, at det var det helt rigtig valg.


I det offentlige bliver man tilbudt jordemoder samtaler på ca. 20 min. Hos klinikken fik vi oftest mere end en time af gangen. De går meget op i at partneren skal være med, så hver gang var det både Justin og jeg der var til konsultationerne. Vi fik talt tingene igennem. Og gennem deres meget udførlige fødselsforberedelse blev vi klædt rigtig godt på til fødslen. Jeg/vi gik derfor igennem den sidste del af graviditeten med mere ro i sjælen - og jeg fik vendt en lille frygt for fødslen, til rent faktisk at glæde mig til den. Jo tættere vi kom på terminsdatoen, jo mere spændt blev jeg.


Da vi ramte terminsdatoen havde vi en konsultation hos fødeklinikken. En almindelig jordemoderkonsultation, hvor vi snakkede igennem, hvad der skulle ske hvis jeg gik “for meget over tid”. Man kan nemlig kun føde på fødeklinikken, hvis man går i naturlig fødsel inden 41+6. Derefter, skal man føde på Roskilde sygehus. Jeg vil forevigt være dybt taknemmelig for at de tog snakken om igangsættelse med os. For på sygehuset vil de gerne sætte en igang, hvis man ikke har født inden 41+5. Men på fødeklinikken klargjorde de det for os, at vi altid har et frit valg - og hvis scanningerne viser, at både barn og mor har det godt, så må man gerne gå længere over tid.

Desværre - trods en masse fødsels modning - gik jeg over tid. Så meget over tid, at vi var til samtale på sygehuset om igangsættelse og så meget over tid at drømmen om at føde på fødeklinikken ikke blev til en realitet.


Samtalen om igangsættelse var ikke rar. Det er et vanvittigt valg man skal tage. Men vi fik lavet en CTG, samt en ultralyds scannings som begge viste at vores lille søn stadig havde det som blommen i et æg, inde i min mave. Læge sagde “Det ser ud til at han stortrives derinde, men jeg vil gerne sætte dig i gang alligevel.”

Vi besluttede dog at give den yderligere 48 timer - inden vi igen skulle ind og have lavet nye scanninger. Der opstod alligevel en følelse af sorg. Sorg over at jeg følte at der var en udløbsdato - og at det var som om at min krop ikke fungerede eller gjorde det den skulle.

Min søn kender jo ikke tid og sted. Og terminsdatoen er jo egentlig også blot et gæt, ud fra nogle mål. Men vi kørte hjem fra sygehuset, jeg satte Justin af på hans arbejde og dernæst ringede jeg til en af jordemødrene fra klinikken. Vi snakkede situationen igennem. Jeg fik grædt lidt ud. Og blev opfordret til om jeg kunne være i ro med beslutningen om udskydelsen på de 48 timer og ikke tænke for meget yderligere over det.

Jeg tog opfordringen til mig og prøvede at gentage for mig selv “jeg har tillid til min krop” om og om igen. Men det føltes som der var et ur der konstant tikkede og talte timerne, minutterne, sekunderne ned til vi igen skulle til undersøgelse på hospitalet.


.... fortsættelse følger * opslaget indeholder ikke betalt reklame. Reklamen for andre virksomheder sker på min egen opfordring, fordi det er mennesker der gør en forskel for gravide og fødende.

146 views0 comments

Recent Posts

See All