.....
Ca. 23.15 kom den nye jordemoder ind. Og hun var virkelig sød og imødekommende. Hun præsenterede sig selv, og imellem to veer fik jeg sagt at vi gerne ville have sen af klipning af navlestrengen, hvilket var noget af det der havde fået på vores fødselsplan. Hun forsikrede os om at var standard, hvilket gjorde mig glad og tryg.
Fødekaret var ved at være fyldt med varmt vand og klar til at jeg kunne komme derned. Det var virkelig skønt og kunne tage lidt af den intense følelse af veerne. Jeg havde dog et stort behov for at være i bevægelse, især når veerne ankom hvilket gjorde at de to bælter jeg havde på maven rykkede sig, hvilket påvirkede strimmel af hjertelyd. Så selvom det var skønt at være i vandet, så blev det en smule stressende, fordi bælterne hele tiden skulle justeres. Vi afprøvede flere ting, som at jeg skulle prøve at holde på dem under en ve; jordemoderen skulle prøve at fastholde dem. Veerne begyndte at tage til og jeg begyndte at få perioder, hvor jeg ikke nåede at få en pause mellem veerne, når en ve begyndte at aftage, så startede den næste.
Trods lidt besværlige omstændigheder, så fik jeg ca 1½ time til at gå i det varme vand.
Inden vi tog til hospitalet havde Justin spurgt mig om jeg ville tage imod smertelindrende, som ikke var “naturligt”. Nu havde vi jo forberedt os på en naturlig fødsel, som de tilbyder på klinikken. Jeg havde brugt tid på at tænke over det, inden han spurgte mig. Som udgangspunkt ønskede jeg mig en så naturlig fødsel som muligt. Jeg sagde til ham at jeg virkelig gerne ville undgå det, især at få lagt en Epiduralblokade, men hvis det skulle blive nødvendigt, så ville jeg ikke sige nej - blot fordi jeg i mit hoved havde tænkt det skulle blive en naturlig fødsel.
Jeg vil gerne afløse at jeg en Epiduralblokade ikke blev nødvendig, men det blev ikke en helt naturlig fødsel.
Inden jeg kom op ad det varme vand, så havde jordemoderen kigget på mig og sagt “du skal virkelig bare sige til, hvis du har brug for mere smertelindrende. Du kan få lattergas, hvis du har lyst til det”. Selvom jeg lever af at guide folks vejrtrækning og jeg har brugt årevis på at lære at navigere og dirigere mit eget vejrtrækning, så havde veerne bogstaveligt talt taget pusten fra mig. Fordi veerne kom så tæt på hinanden og nogle gange ikke forsvandt, så kunne jeg ikke nå at finde min vejrtrækning igen.
Jeg takkede pænt ja tak til lattergassen, efter jeg havde spurgt ind til alle risicis/bivirkninger. Mest fordi jeg skulle være 100% sikker på at det ikke påvirkede vores søn. Jeg kom op af det varme vand, blev tørt, fik en hospitalsskjorte på og over på sengen. Her fik jeg lattergas masken. Først kunne jeg ikke mærke forskel. Veerne var stadig så intense at jeg ikke kunne være i det. Herefter skruede jordemoderen op for styrken og så fik jeg endelig følelsen af lettelse, en mulighed for at slappe lidt af.
Klokken var over midnat, over 19 timer var gået med konstante veer og vores søn ville ikke blive et tirsdagsbarn. Men det Justin fik, hvad han selv beskriver som “et af de vigtigste jobs”, nemlig at holde lattergas masken. At høre fødslen fra hans side er noget helt særligt og været en vigtig ting for mig. Når jeg kigger tilbage på fødslen, så har det været nødvendigt for mig at Justin fortalte forløbet nærmest fra start til slut. Der er øjeblikke (og flere timer) som er meget sløret for mig. Især tiden fra jeg kom i det varme vand og tiden med lattergassen.
Justin holdte masken for mig. Når man får lattergas er det vigtigt at man holder masken tæt, da den kun virker når man bruger det. Med det samme man tager den væk forsvinder dens (fantastiske) effekt. Og lattergassen virkede! Så meget, at jeg nogle gange måtte fjerne den, da jeg følte jeg forsvandt - jeg mistede fornemmelsen af tid og sted. Jeg greb på et tidspunkt ud af Justin fordi jeg skulle forsikre mig, at han stadig var der. Jeg fik masken af og fik sagt “jeg er altså virkelig skæv”. Det føltes til tider som om, at jeg var til en fest. Vi havde lavet en playliste og havde selv taget en højtaler med. Den spillede og så kunne jeg høre vores søns hjerterytme gennem CTG scanningen. I min “rus” fra lattergassen blev disse lyde nærmest til et techno-rave i mit sind.
Jeg følte lattergassen tog mig frem og tilbage fra virkeligheden. Pludselig gik det gå op for mig at jeg var i gang med at føde og jeg blevet taget med på en ve’s bølge. Det føltes som der gik timevis mellem veerne, selvom pauserne stadig nærmest ikke var eksisterende. Når jeg kom op til overfladen fra rusen, så vendte mit blik sig mod klokken. Gad vide, hvor længe der var gået?
Hverken Justin eller jeg husker ikke helt, hvad tiden var da jeg startede med lattergassen, men hvad vi tænker var at den var omkring 00.30 - 1.00. Klokken 3.30 var jeg stadig i lattergassen og vandet gik. Som en kæmpe vandballon der sprang. Fostervandet var ikke grønt, det var helt klart og stadig med en masse fosterfedt i det. Endnu et tegn på, at det var det helt rigtig valg at udskyde igangsættelsen.
Jeg fortsatte med lattergassen, og klokken 4.15 siger jordemoderen så “du er helt åbent nu og du må gerne presse, hvis jeg havde lyst. Du skal dog stoppe med lattergassen nu.” Jeg lå stadig på sengen. Vi havde ikke fået fortalt hende at jeg havde en ønske om, at føde i vand. Men heldigvis når Justin at sige “jeg er sikker på Stine gerne vil føde i vand, er det en mulighed?”. Jordemoderen svarede “åh, jeg er ked af at jeg ikke fik spurgt jer om det. Men selvfølgelig, lad os tjekke at vandet stadig er varmt.” Heldigvis var fødekaret stadig fyldt. Vandet var blevet lidt lunken, men de åbnede for det varme vand så det igen kunne blive varmt. Jeg kom ned i fødekaret og det føltes skønt, men alt føltes stadig lidt sløret for mig. Det var en meget kropslig oplevelse. Tid og sted var stadig forsvundet. Jeg ved ikke helt, hvor mange presseveer jeg nåede at få, men intenst var det. Jeg husker jeg nåede at tænke “er det for sent at give op?” og så blev jeg ved med at spørge til, hvor langt de troede der var tilbage. Jeg fik lov til at mærke hovedet. Og 2 presseveer derefter, klokken 4.38 var vores søn født.
Noget af det sidste jeg havde sagt til Justin inden det blev rigtig intens var “jeg tror han bliver enebarn….” og noget af det første jeg sagde da han kom ud var “jamen, det kan vi da godt gøre igen.” Herefter takker jeg vores søn for at være sådan en god samarbejdspartner under fødslen.
Jeg var med til selv at tage imod ham og da jeg så ham, var det som om jeg genkendte ham. I lettelse græd jeg, imens vi sad der i vandet og lod oxytocinen strømme. Efter 30 minutter i vandet, efter hans fødsel kom vi op på sengen. Her kom han op til brystet for første gang. Moderkagen skulle stadig fødes. Og da det stadig ikke var sket en time efter fødslen, fik jeg et skud "falsk" oxytocin i låret og nogle gode tryk på maven. Det var en ubehagelig følelse, men så snart den var ude, var det den største lettelse. Egentlig havde vi begge tænkt at vi ikke havde lyst til at se moderkagen - men vi blev begge lidt interesseret da den var kommet ud. Det føles ikke så voldsomt, når den kommer fra en selv.
Ashley, vores smukke søn, vejede 4280gr og var 54cm ved fødslen.
Comments