Bagsiden af medaljen ved livet som yogaunderviser


Èn ting der har taget mig en del år om at turde indrømme er, hvor svært og hårdt det kan være at være yoga underviser – og især hvis du ønsker/din mission er at leve af det. Yogaen har fået et meget glamourøst/lyserødt udtryk, som om at alt er godt blot fordi vi laver yoga. Og endnu mere lyserødt, hvis vi så underviser det.

Der findes mange utrolig fantastiske fordele ved at undervise yoga, og der er jo en grund til at jeg fortsat gør det. Men, hvis jeg skal tale ærligt og med fuld integritet så kan det til tider være p**** hårdt. Og når jeg siger hårdt, så er det ikke på en rent fysisk plan. Jeg oplever mange der siger ”ej, men så må du jo få lavet en masse jo”. Og ja, hver morgen mediterer jeg 20-30 min og det samme gør jeg inden jeg går i seng. Jeg laver mine vejrtrækningsøvelser dagligt og forsøger, så godt jeg kan at leve ud fra filosofien. Herudover så har jeg min fysiske yoga praksis som tager mellem 60-120 min. hvilket jeg gør 5-6 gange om ugen. Når jeg underviser, så laver jeg ikke yoga. Jeg formidler og er i service. (og sådan burde det efter min mening være for alle yoga undervisere … it is not your moment to shine, sorry!)

Når jeg siger at det er hårdt, så er det alt det uden omkring selve yogaundervisningen. Hvis du har et fuldtids job ved siden af din yoga undervisning, og blot møder op og underviser hist og her, så mærker du det nok ikke på samme måde. Men, når man som jeg er sat på the yoga path som ens dharma, livsformål og lever af det – så er det noget af et puslespil at skal sættes sammen.

Jeg blev første gang uddannet yoga underviser i 2011. Men allerede i 2006 begyndte drømmen om at undervise at vokse. Jeg var blot 17år, og allerede dengang følte jeg at yogaen var min lifesaver. Den gang havde jeg ikke en tanke om at jeg skulle leve af det. Jeg havde blot et ønske om at kunne give det videre. Jeg havde heller ikke en tanke om dét i 2011. Der troede jeg stadig blot det skulle være en side bekræftelse. Men 8år senere lever jeg altså af det. Det var været 8 fantastiske og lærerige år. Det har dog også været år, hvor jeg flere gange har virkelig genovervejet, hvad det er jeg skal med mit liv. Det har været år, hvor jeg har mærket stressen tæt på min krop. År, hvor jeg har været drevet så langt ud, at angsten har vist sit ansigt. Og det er selvfølgelig ikke kun grundet af min profession, men det har været en stor medspiller.

Det hårde ved at undervise yoga er:

  • at få økonomien og energien til at gå op i en højere enhed. Det er ikke alle steder (faktisk ganske få steder) at yoga undervisere bliver lønnet, hvad de burde. Det handler både om, den store konkurrence, der er blandt yoga studier og mellem de mange yogaundervisere der er. Og så handler det om en manglende forståelse for, hvad det egentligt kræver at være en (dygtig) yoga underviser. Når vi ikke bliver betalt heeelt, hvad vi burde. Så ender vi ofte med (en fejl jeg har lavet om og om igen) at fylder vores skema op med for mange klasser og køre os selv i sænk.

  • at du underviser når alle andre har fri. Især i de perioder jeg har undervist meget, har jeg set mit sociale liv forsvinde ligeså stille. Både fordi jeg er udkørt, men også fordi at når jeg har fri – så er det dér andre er på arbejde eller i skole. Og, hvis man så endelig har en aften fri; så har man måske også brug for bare at være alene. Helt alene.

  • at vi ofte er ansat som freelancers og aldrig lovet timer sådan helt fast. Ved helligdage eller ferie oplever man ofte at, der bliver skåret ned i skemaet – hvilket er helt forståeligt, hvis man tænker på studiets bæredygtighed. Men som underviser, bliver du tvunget til at have (ulønnet) fridage. Du kan også være uheldig at opleve, at timerne bare bliver taget fra dig.

  • at der ikke rigtig er nogen fagforening eller forbund som kan sætte nogle grundregler og grundlønning. Og, hvis der var, så tror jeg det ville være de færreste studier der ville være interesseret i at være en del af det.

  • at dine elever tror at du er fysioterapeut, læge, sygeplejerske, psykolog og kropsterapeut ovenikøbet. Jeg ELSKER at mine elever har tillid til mig og tør dele deres dybe problematikker med mig. MEN, det er også hårdt, der er meget at skulle tage ind. Og hårdt når jeg må bryde deres illusion om at yogaen kan redde alt og jeg fortæller dem at gå til lægen med deres sygdomme/skader.

  • at det kan være ensomt. Udover at dit sociale liv godt kan blive begrænset (især, hvis du underviser meget og kommer fra et meget social liv) så kan det også være ensomt, for du er meget alene. Jeg møder sjældent mine kollegaer i studierne. Og hvis jeg gør, så er det ganske få minutter inden eller efter en time. Sjældent nok tid til at sparre med hinanden, give hinanden gode råd eller diskutere noget der måske har været hårdt.

Og, hvorfor bliver jeg så ved?

Fordi …

  • det er SÅ meningsfyldt for mig. Og det er så kraftfuldt.

  • jeg ved at jeg er med til at ændre mange menneskers liv (til det bedre).

  • der er enorme mængder frihed gemt i jobbet (når man lære at navigere i skemaplanlægning og når man lære at tage den pris man fortjener)

  • jeg er sikker på at min dharma, mit livsformål er at formidle yogaen og dens søstervidenskab Ayurvedaen.

Er du yogaunderviser og kan nikke genkendende til det ovenstående, men stadig mangler at knække koden til, hvordan du kan leve og undervise med mere integritet og i en mere balanceret hverdag? Så vil jeg invitere dig med på mit 4 ugers online program for yoga undervisere. Her går vi i dybden med, hvorfor du blev yogalærer til at begynde med. Hvad der giver mening for dig, og hvad det er du gerne vil dele ud af. Vi undersøger din identitet og fordyber os i din fremtidige vision som lærer. Alt sammen kædet sammen med Yogaen filosofi & levevis, for at finde det mest autentiske udtryk af dig som yogalærer. Uanset om du er erfaren eller nyuddannet. Kurset starter d. 19. august. Læs mere her.

Love and laughter Stine Brink

#yogalærer #yogalærerlivet #yoga #sårbarhed #satya

0 views

© 2020 by Stine Brink