Jeg har mistet min veninde.

- Et langt og meget personligt oplæg, der handler om at miste, om døden, om søsterskab, om spiritualitet og om at leve livet fuldt ud og frit.

Til ære for Magda Procner! Må hendes sjæl flyde frit mellem os alle og fortsat være til inspiration for os om at leve livet til ets fulde.

Jeg vågnede op til en hjertenskær besked i går.

En besked om at Magda ikke længere eksistere i denne fysiske form, som vi kender. En besked om at hun har forladt denne jord og nu er fri.

Magda var min veninde igennem mange år. Eller nærmere en søster.

Vi mødte hinanden i Goa i 2011, under min første yogalæreruddannelse. Sammen med Lauren, blev vi hurtig en trekløver. Senere hen kom Rachel og Andrea også ind i vores søsterskab. Et uforklarlig bånd blev skabt mellem os. Et bånd, som har vokset sig stærkere og stærkere over årerne.

Søsterskabet voksende.

Hvis du kender min historie, så ved du måske at jeg har boet i Goa i længere perioder. Når jeg har boet der, så boede jeg sammen med Magda. Hun har nemlig siden vi mødte hinanden i 2011 boet der hver eneste vinter.Vi har formået at finde måder, hvorpå vi har kunne mødes hver år indtil for et par år siden. Vi har mødtes i Europa, i Central Amerika og i Indien.

De sidste par år har jeg desværre ikke set hende så meget. Og det gør ondt nu. Men hun var der altid. Selvom vi ikke var sammen. Søsterskabets-bånd. Vi prøvede i løbet af de sidste par år flere gange at planlægge at mødes. Vi snakkede om roadtrip gennem Californien. Gå på opdagelse i Peru. Eller at jeg blot kom tilbage til Goa.

Men hver gang kom livet lidt i vejen og det accepterede vi. Vi havde jo det bånd. Det bånd, der altid ville føre os sammen. Det bånd der gjorde at en del af mig, som tog Magda for givet – og altid troede at hun ville være her. Et eller andet sted, rundt om i verden og at jeg nemt kunne finde hende.

Søsterskabets-bånd. Det bånd, hvor vi føles at vi aldrig er adskilt. Det bånd, hvor vi føler at selv om det er evigheder siden man sidst har ses, så føles det som om det var i går.

Det bånd, der føles som samhørighed. Kærlighed. Lethed.

Hun udfordrede mig på mange måder, blot ved at være omkring mig. Hun lærte mig utrolig meget uden at vide det. Hun gav mig så utrolig mange smukke øjeblikke. Og uanset, hvad så stod hun der altid med åbne arme og hjem.

Som jeg skrev, så er det ved at være et par år siden jeg sidst så hende. Men gennem den tid har jeg fulgt hendes rejse nøje. Både gennem de social-medier, og gennem lange opkald og beskeder. Og jeg får gåsehud når jeg tænker på den udvikling hun har været igennem de sidste år. Hun har om nogen virkelig fået smidt de unødvendige lag og trådt ind i hendes styrke, hendes livsformål. Jeg sidder nu med følelsen af at hun nåede at smage enlightenment. Den søde smag af fuld frigørelse, af saglighed og ubetinget kærlighed.

Kort før hun tog herfra var hun på, hvad blev hendes sidste Vipasana (meditationsretreat). Jeg nåede personligt ikke selv (DESVÆRRE) at snakke med hende efterfølgende. Men jeg har læst de opslag hun har skrev – op til flere gange. Og jo flere gange jeg læser dem, jo større betydning for de og jo mere går det op for mig, at hun virkelig havde set lyset. Jeg kan hvile i den tanke. I den viden om, at hun nåede at smage det vi alle gerne ville smage; friheden.

Hun så tydeligt, inden hun skulle herfra, hvor hun har holdt sig selv tilbage. Hun så, i hvilke områder hun ikke levede fuldt og i hvor hun ikke var fri. Og hun satte sig selv fri. Helt fri. Og hun efterlader ekkoer der vibrerer så højt at vi ikke kan undgå at høre dem. Hendes sidste ord på hendes instagram profil var:

”You are here to be you! Stop asking every fucking Tom, Dick and Harry, who you’re supposed to be. How the fuck are they supposed to know? Do they have your soul? Have they lived in your shoes?”

Hun undskyldte sproget i starten af hendes opslag. Kort før hun lagde dette opslag op, så lagde hun et op, om ”hvad ville du gøre, hvis du vidste du kun havde en dag tilbage at leve i?” Det er SÅ kliché, men helt ærligt, hvad ville du gøre? Og hvorfor gør du det ikke? Hvad holder dig tilbage? Jeg ved endnu ikke præcist, hvordan hun blev taget herfra herfra. Men noget i mig tror at hendes sjæl vidste at det var tid. Jeg opfordrer dig, af hele mit hjerte at gå ind på hendes profil og læse de sidste opslag hun har skrevet. Du finder dem her.

Hendes sidste ord var en klar opfordring til os alle, om at stoppe med at holde os selv tilbage og leve DET liv vi drømme om, det liv vi er skabt til at have. Hun taler direkte ind i mit hjerte. Og jeg tror hun talte til mig, inden hun tog herfra.

Sidste lørdag deltog jeg i en online workshop omkring Tantriske manifestations teknikker, med udgangspunkt i Dharma og de fire begær. Under workshoppen blev vi bedt om at gå ind i en meditation. Her skulle vi prøve at finde et indre billede frem af et tidspunkt i vores liv, hvor vi havde følt os frie, i live og i harmoni. Det billede, der dukkede op for mig, var mig der cyklede rundt på min lyserøde cykel i Goa (jeg købte en lyserød cykel sidst jeg boede der…) Under meditationen blev jeg meget forundret over, at det var netop dette billede, der dukkede op da det også var en meget turbulent tid for mig. Men jeg fortsatte meditationen. Jeg kunne mærke, jo længere tid jeg holdt dette billede af mig selv, jo roligere blev jeg. Formålet med meditationen var at vi skulle finde retning i, hvor vores sjæl gerne vil hen. Hvad er det for et liv, der er skabt til dig. Hvor lever din sjæl i harmoni. Min dharma er ikke i Goa. Livet dér er, som sådan ikke skabt for mig. Det ved jeg. Men den tid jeg havde i Goa, repræsentere meget for mig. Det repræsenterer lethed, styrke, omsorg, søsterskab, kærlighed, ro, flow og meget, meget mere. Og det er dét jeg skal finde, der hvor min sjæl gerne vil være.

Jeg sad længe efter meditationen. Med det indre billede. Jeg følte mig styrket. Jeg følte jeg havde fået et klarsyn.

Dette føler jeg stadig. Men jeg tror det var Magda der snakkede til mig. På en af hendes sidste dage her på jorden. Der prøvede hun at give mig retning.

Døden.

Det er utrolig hårdt at sidde med følelsen af at have mistet. Jeg sidder i ensomhed, da mange jeg er omkring her ikke kender Magda. Mange kender ikke til dét bånd vi havde. De udfordringer vi havde og den kærlighed vi delte.

Men jeg hviler i den viden om at hun er fri for evigt nu. Og jeg ved at hun gjorde dét arbejde hun skulle, for at hendes sjæl blev renset. Jeg hviler i den viden om at hun nu flyder frit som sjæl, i et stadige af salighed og gennem ren kærlighed. Hun er en kilde af kærlighed. Ren kærlighed.

Det gør så ondt at vide at jeg aldrig kommer til at give hende et kram igen, eller at jeg aldrig skal se hende i hendes fysiske form igen. Det gør ondt at vide, hvilken smerte hendes familie går igennem og hendes allernærmeste. Det gør ondt at miste. Så ubeskriveligt ondt. Blandet med forvirring, frustrationer og fortvivlelse. Jeg holder troen på at vores sjæle lander et godt sted, når vi tager herfra. Vi bliver frigjort af vores fysiske smerter og begrænsninger. Vi bliver frie. Og det er min Magda også. Og jeg ved at der er den lysende kilde i os, som aldrig er blevet født og som aldrig dør. Den del af os, som lever i al evig tid.

I yogafilosofien snakker man om Klesha’er som er årsagen til menneskets lidelse. Én af dem er Abhiniveśa. Abhiniveśa betyder frygt for døden. Det er en frygt mange af os besidder. En frygt gør at vi begynder at klinge til livet. Når vi klinger til livet i frygten for døden, så stopper vi os selv for at udfolde os i vores fulde potentiale. Når vi er præget af frygten for døden, stopper vi ofte os selv i at tage nye chancer, risikos og stopper os selv i at udfordre nye sider af os selv. Hvis vi kan begynde at acceptere døden som en del af livet, kan vi begynde at leve livet mere fuldt.

Vi, her i vesten har et meget usundt forhold til døden. Vi gemmer den væk. Vi sørger i privaten, vi gemme og skubber de døende væk. Dette viser at døden er noget vi vil undgå. At der er noget mørkt omkring det, noget negativt. Hvis vi kan begynde at acceptere døden som en del af livet, så kan det blive til en meget smuk og powerful overgang i stedet for en slutning.

Hvis vi begynder at analysere, hvad vi rent faktisk gør i vores yoga praksis, så forbereder vi os på døden. Når vi praktiserer savasana, så praktisere vi døden. Savasana er en overgivelse, en overgivelse i at vi har gjort det bedste vi kunne, så vi overgiver kroppen og sindet til ro. Vi afslutter en cyklus.

Jeg sidder med mange følelser af at fortryde at jeg ikke havde taget mere kontakt, fortrydelse af ikke at have planlagt at vi skulle ses i år eller sidste år. Men hver gang vi planlagde noget, blev det ikke gennemført, fordi livet kom i vejen. Og måske var det en højere mening med det. Måske ikke.

Hendes pludselig død bringer så mange minder op. Positive såvel som situationer jeg ønsker jeg havde håndtereret anderledes. Men jeg kan ikke ændre det nu. Jeg kan kun ændre, hvordan jeg fremadrettet lever mit liv. Hendes pludselig død har taget mig ned i meget mørke sider af min egen psyke, men fra der rejser jeg mig i styrke. Hendes pludselig død er mit skub til et liv, der bliver levet fuldt ud. Et liv, hvor jeg sætter mig fri fra alle begrænsninger. Et liv, hvor jeg ikke har behov for at måle mig med andre. Et liv, hvor jeg ikke holder mig tilbage. Et liv, hvor jeg ved jeg er nok – præcis som jeg er lige nu. Et liv, hvor jeg ved mine styrke komme inde fra. Og hver gang jeg tvivler på mig selv, så vil jeg mindes Magda og genvinde styrken derfra.

Du vil altid være i mit hjerte Magda. Du vil blive mindet og savnet.

Må din sjæl for evigt være fri.

Akal & uendelig kærlighed.