Ved at sige ja til at føde et sted som fødeklinikken, så svarer det til en hjemmefødsel. Det vil sige at de procedurer der er for en hjemmefødsel de gælder også fødeklinikken. Du skal være 37+0 før du kan føde der - og du skal gå i naturlig fødsel inden 41+6. Ved komplikationer eller grønt fostervand så skal du på hospitalet. Og den smertelindring vi kunne blive tilbudt var varmtvands kar, rebozo, akupressur/zoneterapi. Dette var jeg indstillet på. Jeg havde i mit hoved, lige fra vi valgte fødeklinikken, indstillet mig på at det kunne være at der skulle en overflytning til hospitalet til. Enten fordi at der var en komplikation eller at jeg skulle have stærkere smertelindring. Så egentlig var jeg forberedt på en hospitalsfødsel, selvom ønsker jo var fødeklinikken. Men allermest så ønskede jeg bare at vi fik en god oplevelse. Den fødselsforberedelse, samt de forberedende konsultationer med jordemødrene gjorde at jeg først og fremmest virkelig glædede mig til fødsel. Men vi var også blevet bedt om at lave en fødselsplan. Altså, hvordan vi godt kunne tænke os at fødslen forløb. Dette var jo selvfølgelig med det forbehold om, at en fødsel er uforudsigelig og et kæmpe kontroltab. Jordemødrene på klinikken lagde stor vægt på at Justin var til stede under alle konsultationerne samt fødselsforberedelsen. Så han også var forberedt. Og at han bedre kunne naviger som en fødselshjælper samt mit talerør.
Så ikke nok med at skulle bearbejde samtalen om igangsættelse, så skulle jeg også bearbejde og indstille mig på, at det blev en sygehusfødsel. Jeg var meget spændt og nervøs på det. Både fordi jeg skulle føde med en (for mig) ukendt jordemoder og et sted jeg aldrig havde været. Klinikken var blevet et tryg sted for os. Jordemødrene og stedet kendte vi. Vi vidste hvem vi havde mulighed for at føde med. Og de kendte os. Jeg begyndte at spekulere på, om jeg kunne få mine ønsker angående fødslen opfyldt, nu når det skulle være på hospitalet.
Højest på “ønskesedlen” stod at føde i vand. Allerlængst nede stod medicinsk indgreb.
Så selvom jeg prøvede at følge jordemoderen råds om at lægge tankerne om igangsættelse fra mig i de 48 timers udskydelse vi havde fået, så arbejdede mit hoved alligevel på højtryk. Følelser som sorg og vrede ankom på skift i mit sind. Sorgen over udløbsdatoen og vreden over procedurer og en system der ikke kigger på de enkelte sager.
Og så inderst inde i mig, så var der også en følelse af at alt sker for en årsag. (hvilket jeg altid tror på…) Men der var altså en grund til at forløbet skulle forløbe lige sådan her. Set i bakspejlet, så kan jeg godt se hvorfor det skulle forløbe lige sådan.
Da Justin kom hjem fra arbejde, den mandag vi havde været til samtale om igangsættelse så snakkede vi tingene lidt igennem. Jeg havde følt et lille pres fra den læge vi var til samtale ved, at jeg nærmest havde sagt ja til at blive sat i gang efter de 48 timer. Det skal så også siges at jeg på det her tidspunkt er ved at være godt færdig med at være gravid. Men vi fik vendt situationen og jeg vendte hjem til mig selv igen. Vi besluttede at hvis undersøgelserne igen viste sig at være helt fine efter de 48 timer, så ville vi udskyde endnu engang. Den aften gik jeg i seng med uro i sindet, men velvidende om at uanset hvordan alt kom til at forløbe, så ville jeg snart møde min søn.
Næste morgen, tirsdag d. 30. marts vågnede jeg op klokken 5.30. Jeg gik ud på toilettet og derefter gik jeg tilbage i seng. Da jeg lagde mig ned fik jeg en intens krampe i maven. Det varede et par minutter. Lidt efter kom, hvad jeg genkendte som en plukve - blot meget mere intens. Og igen fem minutter efter. Sådan fortsatte det og efter en lille halv time begyndte det at gå op for mig at det nok var rigtige veer, der var i gang med at starte. En lykkerus skyllede over mig. Jeg tænkte “yes, altså. TAK!” og så startede bekymringerne for at det var falske veer og at de ville gå i sig selv igen. Men de fortsatte, hvert femte minut. Det var en tirsdag og jeg ville gerne føde en tirsdag. I Ghana, hvor min kæreste er fra har de en tradition om at navngive børn efter hvilken ugedag de er født. Justin er født på en tirsdag og det er jeg også. Udover det så blev hans far også født på en tirsdag. Derfor ville vi gerne at vores søn også kom på en tirsdag - for så ville de i tre generationer have det samme navn som andet navn. Så jeg nåede også at tænke at det måske kunne lykkedes alligevel med et tirsdagsbarn. Efter en times tid tog jeg et langt bad, vaskede hår og fandt lidt at spise. Fra flere var jeg blevet opfordret til at spise noget, når veerne går i gang, man ved jo aldrig hvornår man kan spise igen. Justin skulle på arbejde den dag, så ved 7 tiden vækkede jeg ham og fortalte jeg troede jeg havde veer. Han spurgte, hvor længe der var mellem dem og jeg svarede “ca. fem minutter.” Under fødselsforberedelsen havde vi lært “hvis du er i tvivl, så er det ikke veer du føder af.” Selvom der kun var fem minutter mellem veerne, så var jeg ret sikker på at han sagtens kunne tage på arbejde. Min app, som jeg brugte som tidtager, blev ved med at sige at jeg skulle kontakte sygehuset. Så jeg ringede inden Justin tog afsted. De sagde at vi lige skulle se tiden an og se om de fortsatte med så kort mellemrum. Mit ønske var også at blive hjemme så længe det overhovedet var muligt. Justin tog på arbejde. Og han ringede til mig hver time, for at tjekke ind, hvordan jeg havde det. Veerne fortsatte med fem minutters mellemrum. Han havde svært ved at være fuldt tilstede i hans arbejde, så han kom hjem igen ved 12.30 tiden. Jeg ringede igen til sygehuset da han kom hjem. Blot for at tjekke ind med dem. Der var stadig fem minutter mellem veerne, dog mere intensitet. Jeg ringede igen, blot for at sige at veerne stadig var der. Jordemoderen sagde at når jeg havde 2-3 veer hvert 10 minut, så skulle jeg komme ind. Medmindre jeg stadig følte mig tryg hjemme. Hun sagde også at man sjældent kommer for sent til en førstegangsfødsel. Jeg var glad for at hun sagde det. Jeg ønskede stadig at blive hjemme så længe jeg kunne. Veerne begyndte at komme med kortere mellemrum. Ved 14 tiden begyndte de at komme med 3 minutters mellemrum.
Tiden brugte vi på at slappe af. Vi lå i stuen og så en film, fik lidt at spise. Og så satte jeg Justin til at støvsuge og vande planterne. Det skulle jo helst være rart at komme hjem igen.
Da klokken blev omkring 17 var der kun et minut mellem veerne. Det begyndte at blive ret intens. Så Justin fik pakket tasken færdig og ved 18 tiden ringede vi igen til sygehuset. De opfordrede os til lige så stille at begynde at gøre klar til at komme derud.
Vi gjorde os klar, og som altid tager det tid for os at komme ud af døren. Så vi var på Roskilde sygehus ved 20 tiden. Trods køreturen fra Vanløse til Roskilde, så fortsatte mine veer med et minuts mellemrum. Vi ankom til fødegangen og fik vist vores stue. Dejlig stor stue - med fødekar. Sikke en lettelse. Jordemoderen der viste os stuen, sagde en anden jordemoder vil komme inden længe og undersøge mig. Efter en halvtimes tid ankom jordemoderen til vores stue. Vi snakkede lidt, inden hun undersøgte mig. Vi snakkede om at jeg skulle have været på klinikken, og så kiggede hun på mig med smilende øjne og sagde “vi vil gøre, hvad vi kan for at du får følelsen af en klinik fødsel, selvom vi er på sygehuset.” Hun mærkede mig uden på, lyttede til hjertelyden og lavede en indvendig undersøgelse. Jeg tænkte efter 14 timer med konstant rytmiske veer, så måtte jeg da være begyndt at åbne mig. Men til min store overraskelsen, så sagde hun at jeg ikke var åben endnu - men hun kunne åbne livmodermunden fra 0-3 cm.
Min største bekymring da vi kørte ud på sygehuset var at de ville sende os hjem igen. Så da hun sagde at jeg ikke var åbent, så nåede jeg at gå lidt i panik over at skulle køre tilbage til Vanløse. Men heldigvis fik vi lov til at blive. Hun spurgte, hvad jeg havde lyst til. Og jeg ved ikke, hvad det var i mig der tænkte at gå en tur var en god ide. Men det gik jeg sagt. Det blev dog ikke til noget, da veerne kun blev mere og mere intense derfra. Så vi opholdte os blot inde på stuen. En times tid senere blev jeg tilbudt et varmt brusebad og det takkede jeg ja til. Brusebadet virkede for mig i en times tid, derefter gik vi tilbage til værelset. Veerne gjorde at jeg havde svært ved at være nogen steder. De kom stadig med et minuts mellemrum. Jeg havde lyst til at ligge ned, men hver gang jeg fik en ve blev jeg nødt til at rejse mig op igen.
Omkring klokken 22.45 kom jordemoderen ind på stuen igen. Hun lavede en indvendig undersøgelse og konstaterede at jeg var omkring 5-6 cm. åben. “Dejligt at det går fremad” tænkte jeg. Hun spurgte om jeg havde lyst til at komme i varmtvands karet. Og det takkede jeg ja til. Jordemoderen gjorde fødekaret klart og fortalte at klokken 23 ville der være en overlevering på kontoret. Vi ville få en anden jordemoder som den primære jordemoder under fødslen, men hun ville stadig være på afdelingen og ville kigge ind til os undervejs.
Det gjorde mig tryg at vide at hun stadig ville være på afdelingen, men jeg var spændt på, hvem den nye jordemoder ville være.
Fordi jeg var 42+0 på dette tidspunkt så er det procedure at jeg skulle have CTG scanner på, samt en måler der kunne måle intensiteten på mine veer. Heldigvis var begge trådløse, så jeg kunne have dem på i vandet. Begge målere var fastsat på min mave med elestikbælter. Ved at have dem på, kunne vi følge med i vores søns hjerterytme og se, hvis mine veer påvirker hans hjerterytme.
Fortsættelse følger ...